UGE 1:

03/10-2018:

Cala fødte sine hvalpe i dag, et smukt kuld på 2 hanner og 4 tæver.

Hendes temperatur faldt allerede den 2. sent om aftenen, så jeg var forberedt på, at der ville blive fødsel den 3.

Cala havde en lang opblokningsperiode og det var tydeligt at hun i denne fase havde ondt ind imellem, der blev både revet måtter og tæpper i stykker.

Da hun sidst på eftermiddagen endelig fik presseveer og vi så et par små poter titte frem, var der ingen tvivl om, at det lange opblokningsforløb skyldtes en bagudvendt hvalp. Hun forsøge at presse den ud, men veerne var ikke stærke nok og jeg kunne ikke få fat i hvalpen og hjælpe, så vi besluttede at køre en tur til dyrlægen.

Jeg var på det tidspunkt selv lidt stresset, mest fordi jeg var bekymret for Cala, jeg har aldrig set hende så panisk i blikket og jeg var faktisk overbevist om, at første hvalp var død. 

Vi har besøg af min veninde Annette og hun sætter sig på bagsædet med Cala i bur ved siden af, jeg kører og efter få minutters kørsel lykkes det Cala at få presset hvalpen ud. Annette får revet hul på fosterhinden og hun og Cala får i fælleskab brudt navlestrengen, hvalpen er absolut ikke død, men meget livlig og den får fundet en dievorte endnu før den er tør.

Cala er i hele det forløb rolig og fattet.

Hos dyrlægen får vi Cala og hvalp ind og bliver hurtigt vist ind i et undersøgelsesværelse Hanne dyrlæge, får hurtigt mig beroliget, jeg er endnu ikke helt fattet.

Cala får et par vestimulerende indsprøjtninger og føder de næste 2 hvalpe hos dyrlægen. Hanne mener ikke, der vil opstå yderligere komplikationer, så vi pakker Cala og hvalpe i bilen og sætter kursen hjemad, nu med Annette ved rattet og mig på bagsædet hos Cala.

Jeg har fået et par sprøjter med vestimulerende med, hvis hun går i stå.

I bilen hjem fødes endnu en hvalp og vel hjemme fødes de sidste 2 helt uden problemer og med en Cala, der er utrolig fattet og rolig, specielt set i lyset af det forløb hun har været igennem. Hele forløbet fra første til sidste hvalp varer et par timer.

Vi hjalp Cala med at bryde flere af fosterhinderne og vi bemærkede, at de var utroligt seje, mere gummi-agtige end jeg tidligere har oplevet og jeg tror det var den første hvalps redning, at den blev født med intakt fosterhinde.

Det er et fint og jævnt kuld, hvalpene har en fødselsvægt på mellem 325 og 360 gram.

04/10-2018:

Det har været et roligt første døgn, Cala har som forventet haft lidt efterveer, men bortset fra det trives både mor og hvalpe. Her kommer en stribe billeder både af hvalpene enkeltvis og lidt stemningsbilleder.

 

 

 

  • Han 1

  • Han 2

  • Tæve 1

  • Tæve 2

  • Tæve 3

  • Tæve 4

05/10-2018:

 

Endnu et stille døgn, Calas efterveer er aftagende, hun får kalktilskud nogle gange om dagen og det hjælper. De små vokser som de skal alle har lagt 10-12% til fødselsvægten og det er fint.

Cala er endnu ikke glad for at forlade kassen, det bliver til ultra korte lufteture og ellers ligger hun sammen med de små.

Mad får hun serveret efter behov "på sengen", lidt luksus skal der være, når man er nybagt mor. Yndlingsmenuen er hvalpefoder opblødt i kogevandet fra kylling iblandet små stykker af kyllingekødet.

Vi har fejret Xingu og Thors fødselsdag i dag. Annette er fortsat på besøg fra Sverige, hun og jeg har været på lidt planteindkøb, Lars passede de firbenede imens.

06/10-2018:

En stille lørdag. Her de første uger ligner dagene i kassen hinanden. De små sover, spiser og maver sig lidt rundt.

Cala opholder sig fortsat sammen med hvalpene næsten hele døgnet og det er dejligt at opleve, hvor tryg hun er i sin rolle som mor.

Lars og Annette har været en tur i Skanderborg og se håndbold og da de kom retur gik Annette og jeg en lang tur med Ghini og Bianchi, det nød de meget. Det kan ikke undgåes, at de ind imellem bliver tilsidesat lidt, her den første tid med hvalpene.

07/10-2018:

 Ikke så meget nyt fra kassen, de små vokser som de skal, de har lagt omkring 50% til deres fødselsvægt allerede og vejer nu mellem 460 og 530 gram.

Cala spiser som en hest og hendes mave har endnu lidt svært ved at følge med, så hun har lidt tynd mave. Både fødsel og det store behov for energi, er hård kost for mave/tarmsystemet, så det er naturligt, at der går lidt tid med omstilling.

 

 

08/10-2018:

Der er fortsat trivsel i kassen. Cala er også helt ovenpå igen. Hendes mave er fin, hun har været med på en lille gåtur sammen med Ghini og Bianchi og hun vælger nu kortvarigt at lægge sig i en anden kurv end hvalpene, men dog så tæt på, at hun kan holde øje med dem.

Morgenmad og frokost vil hun gerne have "på sengen" men resten af dagens måltider har hun spist udenfor kassen.

Jeg er spændt på, hvornår hun lader Ghini og Bianchi hilse på de små. Ghini er vist ligeglad med sine børnebørn, men Bianchi står ofte udenfor hegnet til hvalpegården og kigger længselsfuldt efter de små niecer og nevøer, det accepterer Cala, men tættere på skal hun ikke endnu.

Bianchi var jo en fantastisk moster sidst Cala havde hvalpe og det tror jeg helt sikkert også hun bliver denne gang.

 

09/10-2018:

Det har været en stille og rolig dag. Hvalpene vokser så det knager, det varer ikke mange dage før de har fordoblet deres fødselsvægt.

Jeg har brugt dagen på at sy hvalpehalsbånd og har fået fundet stof frem til små dækkener. Et par uger mere, så er de små her, der og alle vegne, så projekter, der involverer symaskine og nåle, skal gerne færdiggøres inden.

I morgen bliver hvalpene en uge gamle og så skal jeg have taget individuelle billeder og lagt her på siden. Traditionen tro vil jeg gøre det hver uge indtil hvalpene flytter hjemmefra.