UGE 7:

14/11-2018:

Hvalpene er i dag seks uger gamle og tager hul på deres 7. leveuge.

Vi har haft hyggeligt besøg først af Anna og Nicklas, senere af Aske og Benedicte.

Thor og jeg har fået taget ugebilleder af hvalpene også i denne uge lidt af en udfordring, det er bare ikke dette kulds favoritdiciplin.

Til gengæld er de rigtig dygtige, når det kommer til renlighed, et par af hvalpene hyler ved døren, når de skal ud og vi kan så småt begynde bare at løfte en udendørs, så følger de andre efter.

De er rigtig glade for at komme i haven og har endnu ikke læst bogen om, hvordan en rigtig whippet bør opføre sig. De er komplet ligeglade med lidt regn og vådt græs. De er simpelthen for nysgerrige til at lade sig stoppe af den slags småting.

15/11-2018:

En stille dag med smukt solskinsvejr. 

Bianchi og jeg startede dagen hos dyrlægen og som håbet viste testen, at hun er klar til parring lørdag.

Hvalpene holder fortsat, som jeg, af de stille nætter. De bliver så for mit vedkommende knapt så stille med 6 kreative krokodiller omkring benene, så i dag nuppede vi alle en formiddagslur, da Bianchi og jeg kom retur fra dyrlægen.

Min computer er nu permanent online igen og jeg tror alt ledning er gemt forsvarligt af vejen denne gang.

Dagens menu. To slags hvalpefoder, råt oksekød og kogt torsk. Torsken syntes hvalpene havde en mærkelig konsistens, men da de først fik smagt ordentligt på det, gled det ret hurtigt ned hos alle.

 

 

 

16/11-2018:

Endnu en dag med smukt solskinsvejr, dem nyder vi alle. Hvalpene er rigtig glade for at komme i haven. Planter bliver undersøgt, der bliver fræset og leget på både græs og fliser. Årstiden taget i betragtning er vi heldige med vejret og det bliver til mange korte ture i haven hver dag.

Jeg passer på, at ingen ligger for længe på den kolde jord og så snart tempoet går ned hos hvalpene kommer de ind i varmen igen, det er for koldt til længerevarende ophold ude, når man er lille og meget kortpelset.

I morgen kører jeg til Sjælland med Bianchi og kommer ikke hjem før søndag, så med sikkerhed ingen opdateringer af hjemmesiden i morgen, måske jeg når det søndag. Jeg håber selvfølgelig på et par vellykkede parringer med Twist, så vi kan få liv i huset igen i januar.

 

18/11-2018:

Hjemme igen fra Sjælland, Bianchi og Twist havde to vellykkede parringer, så nu krydser vi fingre. Lars har set efter hvalpene og havde i går besøg af Nina og Mads, der har G.W. Galler (Jello), fra Calas første kuld. I dag har været en stille dag med en masse ture i haven. Jeg har arbejdsdag i morgen og tør ikke love en ny opdatering før tirsdag.

Lidt søndagsbilleder. 

19/11-2018:

Lige et par hurtige godnat billeder. Der var fuld fart på hvalpene, da jeg kom fra arbejde og jeg trængte bare til fem minutters ro og en kop kaffe, så både hvalpe og voksne hunde fik koører, det hyggede de sig meget med.

20/11-2018:

I dag har vejret været ret efterårsagtigt, mørkt og med småregn ind imellem, trods det har hvalpene været i haven ad flere omgange. De bevæger sig nu trygt i alle dele af haven og går også gerne på opdagelse på egen pote.

Vi har også haft et hyggeligt besøg af Simon og Mette, der er kommende ejere til G.W. Hexerie.